Komplementære behandlingsformer

Foreningens medlemmer arbejder med en række metoder, der supplerer den klassiske veterinærmedicin. Her kan du læse, hvad de enkelte metoder går ud på, og hvad de typisk bruges til.

Først det vigtigste

Foreningens medlemmer er uddannede dyrlæger og veterinærsygeplejersker og arbejder ud fra den faglighed.

Hvad der undersøges, afhænger af dyret og af problemet. Nogle gange er sygehistorien og en klinisk undersøgelse nok. Andre gange er der brug for blodprøver, røntgen eller skanning. Det vurderer behandleren fra sag til sag — ligesom i enhver anden dyrlægepraksis.

Det, der adskiller en integreret behandler, er ikke undersøgelsen, men bredden af behandlingsmuligheder bagefter.

Evidensgrundlaget er forskelligt fra metode til metode. Nogle er velbeskrevne i den veterinærmedicinske litteratur, andre bygger i højere grad på klinisk erfaring.

Veterinær akupunktur

Behandleren placerer tynde nåle i bestemte punkter på kroppen. Punkterne svarer mange steder til nerveforgreninger og muskeltriggerpunkter, og stimuleringen påvirker blandt andet blodgennemstrømning, muskelspænding og smertesignalering.

Bruges typisk ved: kroniske smertetilstande, slidgigt, rygproblemer, halthed, nerverelaterede lidelser og rehabilitering efter skade eller operation.

Sådan foregår det: Nålene sidder som regel 10-20 minutter. De fleste dyr falder til ro undervejs. Et forløb er ofte 3-6 behandlinger, hvorefter man vurderer effekten.

Veterinær kiropraktik

Manuel behandling af rygsøjlen og de øvrige led. Behandleren undersøger bevægeligheden led for led og laver målrettede, hurtige og kortvarige tryk der, hvor bevægeligheden er nedsat.

Bruges typisk ved: stivhed, nedsat præstation hos heste og arbejdshunde, uklar halthed, rygømhed og ændret bevægemønster.

Sådan foregår det: En gennemgang tager typisk 30-45 minutter. Dyret skal ikke bedøves. Behandleren fortæller undervejs, hvad der findes.

Osteopati

En manuel behandlingsform, der arbejder med sammenhængen mellem knogler, muskler, bindevæv, kredsløb og indre organer. Hvor kiropraktikken typisk arbejder hurtigt og lokalt, arbejder osteopatien blødere og mere helhedsorienteret — med såkaldte indirekte teknikker, hvor kroppen guides frem for at manipuleres.

Bruges typisk ved: komplekse eller langvarige tilstande, hvor problemet ikke sidder ét bestemt sted, samt lymfe- og kredsløbsrelaterede gener.

Klassisk homøopati

Behandling efter homøopatiske principper, hvor midlet vælges ud fra en samlet gennemgang af dyrets symptomer, adfærd, historie og reaktionsmønster. Konsultationen er derfor grundig — ofte betydeligt længere end en almindelig dyrlægekonsultation.

Homøopati arbejder ikke ved at bekæmpe et symptom direkte. Tanken er at balancere dyrets egen regulering, så kroppen selv finder tilbage i ligevægt. Derfor tager behandleren udgangspunkt i hele dyret — ikke kun det sted, hvor symptomet viser sig.

Bruges typisk ved: kroniske tilstande, hud- og mavetarmproblemer, adfærdsændringer og forløb, hvor andre behandlinger ikke har haft den ønskede effekt.

Nogle af foreningens medlemmer bruger homøopati ved siden af anden behandling. Andre arbejder helt eller overvejende homøopatisk — for eksempel inden for adfærdsområdet. Det afhænger både af behandleren og af, hvad dyret fejler. Spørg din behandler, hvordan de arbejder.

Homøopati er en af de mest udbredte komplementære behandlingsformer på verdensplan og har været brugt i veterinærmedicin i over to hundrede år.

Fascie-behandling

Arbejde med kroppens bindevævskæder — fascier — som forbinder muskler, organer og led på tværs af kroppen. Stramninger ét sted i en kæde kan give symptomer et helt andet sted.

En del af arbejdet med fascielinjer er udviklet af danske dyrlæger, og en af teknikkerne bruger en stemmegaffel i stedet for nåle. Det betyder, at både kolleger og dyreejere kan instrueres i at behandle hjemme.

Bruges typisk ved: langvarige spændingsmønstre, stivhed og bevægeproblemer, der ikke retter sig af sig selv.

Rehab — genoptræning af dyr

Planlagt genoptræning efter operation, skade eller længere tids inaktivitet — og vedligeholdende træning ved kroniske lidelser. Arbejdet består typisk af tilrettelagte øvelser, kontrolleret bevægelse og gradvis opbygning af styrke og balance, ofte kombineret med manuel behandling.

Forløbet planlægges ud fra dyrets diagnose og følges undervejs, så belastningen tilpasses, efterhånden som dyret bliver stærkere. Ejeren får som regel øvelser med hjem, fordi det er den daglige træning, der flytter mest.

Bruges typisk ved: genoptræning efter ortopædkirurgi, korsbånds- og rygproblemer, slidgigt, nedsat muskelmasse og nedsat funktion hos ældre dyr.

Adfærdsbehandling

Udredning og behandling af adfærdsproblemer. Første skridt er at afklare, om adfærden har en fysisk årsag — smerte, kløe, kvalme og hormonelle forstyrrelser kan alle vise sig som ændret adfærd, før de viser sig som noget andet.

Derefter arbejdes der med dyrets omgivelser, dagligdag og indlæring, og med ejerens håndtering. Nogle forløb kombineres med anden behandling, andre klares med ændringer i hverdagen. Det tager tid, og ejeren er en central del af behandlingen.

Bruges typisk ved: angst og frygt, separationsproblemer, aggression, urenlighed, stereotyp adfærd og pludselige adfærdsændringer.

Kinesisk urtemedicin

Behandling med urteblandinger fra den kinesiske medicins tradition. Urterne bruges — ligesom akupunktur — til at balancere kroppen, og de inddeles efter, hvad de gør: nogle giver varme (yang), andre fugt (yin), andre igen arbejder med blod, qi, kulde eller fugt. Gennem flere tusinde år er der fundet urter til hvert sit formål.

Blandingen tilpasses det enkelte dyr og justeres undervejs i forløbet. Urterne fås som granulat, dråber og piller. Fortæl din behandler, hvad dit dyr ellers får, så blandingen kan sættes sammen derefter.

Bruges typisk ved: allergi, smertetilstande, angst, epilepsi og mave-tarmproblemer — og ved tilstande som fugtig hoste, væskeophobning og blodansamlinger. Urterne bruges også støttende i kræftforløb.

Ernæring og fodring

Gennemgang af foderet som en del af behandlingen — sammensætning, fodermængde, fodringsmønster og eventuelle ingredienser, dyret reagerer på. For nogle dyr med langvarige hud- eller mavetarmproblemer er en systematisk foderomlægning det, der flytter mest.

Vil du lære metoderne?

Er du dyrlæge, veterinærsygeplejerske, studerende eller elev, kan du komme i gang gennem foreningens arrangementer og gennem de danske og udenlandske uddannelser, vores medlemmer har taget. Vi hjælper gerne med at pege i den rigtige retning.