Gældende vedtægter for Foreningen for Integreret Veterinærmedicin, vedtaget på generalforsamlingen 20. januar 2026.
§ 1 Foreningens navn
Foreningens navn er FORENINGEN FOR INTEGRERET VETERINÆRMEDICIN.
§ 2 Formål
Foreningens formål er at danne forum for indsamling, udveksling og viderebringelse af oplysninger, viden og kontakter vedrørende holistisk diagnostik og terapi med henblik på at integrere dette i den traditionelle veterinærmedicin.
Eksempelvis:
- At fremme holistisk og integreret dyresundhed i Danmark
- At samle dyrlæger, veterinærsygeplejersker og studerende om viden, uddannelse og netværk
- At styrke tværfaglig udveksling om både konventionelle og komplementære behandlingsmetoder
- At oplyse offentligheden om ansvarlig brug og muligheder inden for holistisk og integreret veterinærmedicin
- At støtte forskning, etisk praksis og samarbejde mellem faggrupper
- At tilbyde foredrag, kurser, workshops for både professionelle og dyreejere
§ 3 Medlemskab
Som medlemmer kan optages:
- Dyrlæger
- Dyrlægestuderende
- Veterinærsygeplejersker
- Veterinærsygeplejerskeelever
Medlemskab opnås ved betaling af det årlige kontingent.
Stk. 2 Eksklusion. Et medlem kan ekskluderes af bestyrelsen, hvis særlige forhold taler herfor. Afgørelsen kan ankes til næste ordinære generalforsamling.
§ 4 Ordinær generalforsamling
Foreningen afholder én ordinær generalforsamling årligt. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Stk. 2 Indkaldelse sker personligt og skriftligt med mindst 1 måneds varsel. Mødet kan afholdes fysisk, online eller hybridt.
Stk. 3 Stemmeret og fuldmagt. Stemmeret har medlemmer med gyldigt medlemskab. Medlemmer, der ikke deltager i generalforsamlingen, kan afgive stemme ved at give fuldmagt. Fuldmagt skal gives skriftligt til et andet medlem. Hvert medlem kan højst medbringe én fuldmagt.
Stk. 4 Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før mødet.
Stk. 5 Dagsorden:
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Godkendelse af dagsorden
- Bestyrelsens beretning
- Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
- Indkomne forslag
- Fastlæggelse af kontingent
- Valg til bestyrelsen
- Valg af bilagskontrollant
- Budget for det kommende år
- Planlagte aktiviteter
- Eventuelt
Stk. 6 Beslutninger træffes ved simpelt flertal, medmindre andet er fastsat i vedtægterne. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutninger om foreningens opløsning 2/3 stemmeflertal.
Stk. 7 Referat udsendes til alle medlemmer efter generalforsamlingen.
§ 5 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller når mindst 25 % af medlemmerne skriftligt anmoder herom.
Stk. 2 Indkaldelse skal ske med mindst 14 dages varsel.
Stk. 3 Afholdelse af ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 8 uger efter begæring.
Stk. 4 De øvrige regler for afholdelse af ekstraordinær generalforsamling er som angivet i § 4 stk. 3-7 (dog med varsel efter stk. 2 i denne § 5).
§ 6 Foreningens bestyrelse
Bestyrelsen består af 3-7 medlemmer samt mindst én suppleant. Bestyrelsens medlemmer og suppleanter vælges af generalforsamlingen blandt foreningens stemmeberettigede medlemmer.
Stk. 2 Bestyrelsen er foreningens øverste myndighed mellem generalforsamlingerne og varetager den daglige ledelse i overensstemmelse med foreningens formål, vedtægterne og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 3 Valgperiode. Bestyrelsens medlemmer vælges for en periode på 2 år. Ved genetablering af foreningen vælges halvdelen af bestyrelsen for 3 år og halvdelen for 2 år. Herefter er halvdelen af bestyrelsen på valg hvert år for at sikre kontinuitet.
Stk. 4 Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer.
Stk. 5 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 6 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal.
Stk. 7 Bestyrelsen kan suppleres med 1-2 observatører. Observatører deltager med tale- og forslagsret, men uden stemmeret og uden juridisk ansvar.
Stk. 8 Foreningen repræsenteres udadtil af bestyrelsen.
Stk. 9 Foreningen tegnes økonomisk af formanden og kassereren i forening.
Stk. 10 I det omfang det er muligt, tilstræbes det, at bestyrelsens sammensætning afspejler foreningens faglige bredde og mangfoldighed, herunder forskellige medlemsgrupper, fagområder, aldersgrupper og køn.
§ 7 Arbejdsgrupper
Foreningen kan nedsætte arbejdsgrupper efter behov. Arbejdsgruppernes opgaver og rammer fastsættes af bestyrelsen.
§ 8 Foreningens regnskab
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Regnskabet skal af bestyrelsen afleveres til revision hos revisoren senest 1. marts.
§ 9 Administration af foreningens midler
Foreningens udgifter dækkes af kontingenter, indsamlede midler etc.
Stk. 2 Bestyrelsen træffer beslutning om anvendelsen af foreningens midler i overensstemmelse med de i vedtægterne fastlagte og af generalforsamlingen udstukne retningslinjer.
§ 10 Foreningens opløsning
For at foreningen kan opløses kræves en beslutning herom på en ordinær generalforsamling. Tidligst 4 og senest 8 uger herefter efterprøves beslutningen ved en ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 2 Den efter afviklingen eventuelt tilbageværende formue forvaltes af den i stk. 1 nævnte ekstraordinært indkaldte generalforsamling i overensstemmelse med foreningens formålsparagraf.
§ 11 Ændringer i vedtægterne
Nærværende vedtægter er vedtaget på den stiftende generalforsamling d. 11. maj 1985 med ændringer ved ordinær generalforsamling d. 12. april 1986, d. 5. maj 1990, d. 15. maj 1993, d. 20. april 2002, d. 9. maj 2015 og d. 20. januar 2026.
Stk. 2 Ændringer af vedtægterne kan kun vedtages på en generalforsamling og kræver et flertal på mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer. Vedtægtsændringer kan kun vedtages, hvis forslaget fremgår af indkaldelsen.
