Spond er den app, foreningens medlemmer bruger til at holde kontakt og tilmelde sig arrangementer. Her får du at vide, hvad den er, og hvordan du kommer i gang.
Spond er kun for medlemmer. Er du dyreejer, har du ikke brug for appen — du finder alt, hvad du skal bruge, her på hjemmesiden, og du er velkommen til at skrive til os via kontaktformularen.
Vi er i gang
Foreningen er oprettet i appen, og det er dér invitationer, beskeder og materiale fra møderne bliver sendt ud.
Opret dig alligevel med det samme. Så er du med fra start og går ikke glip af invitationen til næste møde.
Hvad er Spond?
Spond er en gratis app til foreningsliv. Den fungerer på telefon, tablet og i en almindelig browser. Du skal ikke betale for at bruge den, og du skal ikke oprette dig noget andet sted.
For FIVM er den samlingsstedet mellem arrangementerne. I stedet for lange mailtråde og en Facebook-gruppe, ikke alle er med i, ligger det hele ét sted.
Hvad foregår der i Spond?
- Beskeder — bestyrelsen skriver ud, og du kan skrive til bestyrelsen og til de andre medlemmer
- Invitationer til arrangementer, hvor du svarer ja eller nej med ét tryk
- Dokumenter — referater, dagsordener, regnskaber og andet materiale fra generalforsamlingerne
- Medlemsliste, så du kan finde en kollega, du gerne vil vende en case med
Sådan kommer du i gang
På telefon eller tablet
- Hent Spond i App Store eller Google Play
- Opret en profil med din e-mailadresse, og vælg din egen adgangskode
- Bekræft din e-mailadresse
- Find og tilføj FIVM’s gruppe ved at indtaste gruppekoden ROXXG
På computer
Spond virker også i en almindelig browser — samme profil, samme beskeder, samme dokumenter. Du går glip af notifikationerne på telefonen, men ellers ingenting.
- Gå til spond.com/landing/register
- Opret en profil med din e-mailadresse, og vælg din egen adgangskode
- Bekræft din e-mailadresse
- Find og tilføj FIVM’s gruppe ved at indtaste gruppekoden ROXXG
Har bestyrelsen allerede oprettet dig?
Så findes din profil i forvejen, men du har aldrig fået en adgangskode. Det virker forkert, men fremgangsmåden er:
Klik på “Forgot Password” og nulstil din adgangskode — også selvom du aldrig har haft en.
Det er det sted, langt de fleste går i stå. Sker der ikke noget, så tjek dit spamfilter, og skriv ellers til os via kontaktformularen.
Hvorfor valgte vi Spond?
Bestyrelsen så på flere løsninger, og der lå tre hensyn bag valget:
- Databeskyttelse. Spond er norsk med base i Oslo og dermed inden for EØS. Jeres oplysninger forlader ikke Europa.
- Den er lavet til foreninger — af folk, der selv driver foreningsliv. Den kan det, vi har brug for, og ikke tyve ting mere.
- Den er gratis for os. Foreningen betaler ikke for at bruge den, og pengene kan gå til arrangementer i stedet.
Vi ville også gerne væk fra at være afhængige af en Facebook-gruppe. Ikke alle er på Facebook, og de, der er, drukner i alt muligt andet.
Hvordan behandles mine oplysninger?
Spond er databehandler for foreningen. Hvilke oplysninger vi gemmer, hvorfor, og hvor længe, står i vores privatlivspolitik.
Er du ikke medlem endnu?
Du skal være medlem for at komme ind i Spond. Det koster 400 kr. om året for dyrlæger og veterinærsygeplejersker, 200 kr. for studerende og elever.
